HBO Max’ nye serie Minx, historien om oprettelsen af et feministisk dameblad, der også har mandlige midterfolder, har meget at gøre: et fantastisk cast, en groovy 70’er So-Cal-baggrund og tonsvis af fuld frontal nøgenhed. Med Ophelia Lovibond og Jake Johnson i hovedrollerne som usandsynlige forretningspartnere, følger showet parret, mens de laver et magasin, der er ulig noget andet, der har dukket op på aviskiosker.
Men var Minx nogensinde et rigtigt blad, og er serien Minx Baseret på en sand historie?
Hvad er Minx om?
Minx, som foregår i 1971, har Lovibond hovedrollen som Joyce, en andenbølge-feminist inspireret af folk som Gloria Steinem (der får et navnefald og optræder i en fantasy-sekvens i showet), som desperat ønsker at skabe en seriøs, seriøs feministisk blad. Den eneste person, der dog vil støtte hendes ideer, er Doug Renetti (Johnson), en udgiver med en succesfuld flåde af fetichmagasiner rettet mod mænd, som ser potentialet i at åbne op for et kvindeligt publikum. Forbeholdet er, at Doug insisterer på, at Joyces seriøse magasin også indeholder noget mandlig nøgenhed for at udvide publikum. Joyce gør modstand og indser så, at hvis hun vil have sit magasin i gang, skal hun være åben over for ting som nøgenhed og annoncer med sexlegetøj.
Er Minx Baseret på en sand historie?
Minx blev skrevet og skabt af Ellen Rapoport og executive produceret af Paul Feig, og er ikke en sand historie, idet Joyce ikke er baseret på én person og Minx sig selv (oprindeligt kaldt Matriarkatet vågner i piloten, før den fik et mere salgbart navn) aldrig eksisteret. Men i begyndelsen af 1970’erne blev der skabt flere magasiner lavet til kvinder i løbet af det årti, der kombinerede et feministisk perspektiv med erotik, bl.a. Playgirl og Viva. fortalte Rapoport Hollywood Reporter at ideen til showet fik hende, da hun opdagede den feministiske vinkel på de udgivelser. “Jeg læste noget om et af disse blade, og det slog mig med det samme: Disse blade i 1970’erne var feministiske blade, som jeg ikke havde anet noget om. Det var en arbejdsplads, der var befolket af feminister og pornografer.”
Mens Minx var ikke et rigtigt magasin, der er masser af detaljer i showet, der er hentet fra virkeligheden, som den berømte Burt Reynolds centerfold i Kosmopolitisk. Showet tager dog nogle friheder med timingen af det, da showet finder sted i 1971, og Reynolds ikke optrådte i Cosmo indtil aprilnummeret 1972. Og selvom Doug Renetti ikke er en rigtig person, er der bestemt ligheder mellem Doug og magasinudgiveren Bob Guccione, hvis titler bl.a. Penthouse og Viva. Viva indeholdt ikke kun mandlig nøgenhed, men fremhævede også artikler af forfattere som Anaïs Nin, en af Joyces personlige favoritter i programmet. Viva‘s løb varede dog ikke længe (magasinet ophørte med at cirkulere i 1980). Playgirl havde et længere løb og udgav sit sidste nummer i 2016. Joyce ville sandsynligvis være begejstret for at vide, at Frk. magasin, som blev skabt i samarbejde med Steinem og aldrig havde mandlige centerfolds (og som synes meget mere i overensstemmelse med Joyces oprindelige vision for Matriarkatet vågner), trives stadig efter sin egen debut i 1971.
