High on Life er som at se Rick og Morty uden Rick og fordoble Morty – Review

High on Life, det seneste forsøg på et spil fra Justin Roiland og Squanch Games, er et satirisk højoktanskydespil, der er mere end klar over, at det er et spil. Dette er en verden, hvor ingen af ​​karaktererne er bange for at fortælle dig, at de ikke betyder noget, fordi verden i sig selv er en simulation. Det er en særlig komediestil, der er typisk for Roilands værk, og selvom High on Life bringer det halvvejs, føles det, som om det mangler sin bedre halvdel. Spændingen ved talende våben og NPC’er med et mørkt syn på livet varer ikke ekstremt længe, ​​men spillet byder på finurlig gameplay-mekanik, der mere end opvejer Roilands tørre historie og gentagne humor.

Dusørjagt i et stort univers

Din navnløse karakter i High on Life forlader Jorden efter en invasion fra G3-kartellet, som opdager, at de kan ryge mennesker som et stof. Kort efter hopper du ind i en dusørjagtdragt for at begynde at udelukke de forskellige kartelbosser som hævn for at have overtaget din planet. Fra dette tidspunkt frem, er du ude på en vanvittig tur, præget af sansende våben, der ikke er bange for at fortælle dig, hvordan de har det med din gameplay-stil.

High on Life har en nogenlunde lignende loop til spil som Halo Infinite. Du sprænger dig vej gennem forskellige former for fjender, dræber chefer og bruger forskellige værktøjer til din fordel. Der er endda et våben, der fungerer som Halo’s Needler, men med evnen til at sænke tiden – hvilket er ret smart, hvis du spørger os. Når du ignorerer den klynkende Morty-soundalike pistol og udelukkende fokuserer på skydningen, er High on Life et eksplosion med tonsvis af hemmeligheder, underholdende sideelementer og konstante kampe. Der er endda tidspunkter, hvor en tilsyneladende unødvendig genstand som en volleyball viser sig at være nyttig, når den ender som dit frikort til at komme forbi nogle sporty fjender, uanset den skæve grund.

Dine dusører og missioner vil tage dig til mange forskellige planeter, med hver deres unikke følelse. På disse planeter vil du opdage forskellige alien-racer med forskellige personligheder og stilarter, som disse deprimerede Care Bear-lignende skabninger, jeg stødte på på Zephyr. Hvis holdet hos Squanch Games udmærker sig med én ting, er det at skabe en verden, der skiller sig ud fra alt, hvad du nogensinde har spillet.

Selvbevidst, til en fejl

For meget af det gode er altid dårligt. Komedien i High on Life forsøger at indkapsle humoren og selvbevidstheden om Rick og Morty med kun halvdelen af ​​showets kreative team. Selvom spillet har sine store øjeblikke, som at give dig en mørk humoristisk præstation for at dræbe et rumvæsen barn (i en gendrivelse af Bethesda-titler) eller give dig mulighed for at bruge en mord-besat kniv, der barnligt hedder Knifey, en god del af komedie kommer fra en pistol, der lyder som Roilands berømte karakter Morty uden al hans angst og en masse af hans attitude.

Når du møder karaktererne første gang, fremstår de alle som sjove, og chokket over en ny oplevelse kan gøre alt fantastisk. Men til sidst, at høre fjender stønne nihilistisk, kombineret med den improvisatoriske tone fra hver karakters stemme, blev trættende og halvbagt.

Roilands komiske sensibilitet fremkalder naturligvis en frygt for, at pistolerne i High on Life ville tale for meget og blive til irritation. Personligt fandt jeg ikke pistolerne irriterende i gameplayet og fandt ud af, at de faktisk tilføjede kampen. Alligevel endte den selvbevidste humor med at distrahere fra NPC-dialogen. For eksempel har Kenny en dårlig vane med at genforklare alle retninger, en NPC giver dig, og behandler dig som et barn, der opdager dit første M-rated spil. Det føltes ofte som om våbnene skulle have det sidste grin og ikke kunne gå godt nok alene, hvilket i sidste ende skadede spillet.

Dommen

High on Life byder på unikke gameplay og karakterdesign, der får dette spil til at føles som en psykedelisk oplevelse lige så meget som et skydespil. Undervejs vil gadgets ikke kun forbedre dine muligheder, men også bidrage til det sjove. Morskaben ved at opleve noget nyt og usædvanligt har en vis nyhed i sig, men High on Life ender i sidste ende med at føle sig forældet efter nok kedelige pladder fra almindelige Justin Roiland-karakterer. I det mindste kan du trøste dig med at vide, at det meste af spillet sandsynligvis er en narkotika-induceret tur i en større virkelighed, der måske eller måske ikke er en simulering – men hvem bekymrer sig om det er det?